mandag, marts 19, 2007

En god weekend

Det har været en alletiders weekend. Fredag havde jeg Teengruppe, hvor der bare var en rigtig hyggelig stemning. Lidt hen på aftenen tog Helle og et par af teenagerne afsted til 60 års fødselsdag hos en fra vores kirke. Han havde valgt at holde en stor koncert som afslutning på sin fødselsdags fest, hvor alle der havde lyst var velkomne og det var ifølge Helle rigtig hyggeligt.
Lørdag havde vi besøg af Nina, hvor vi lavede et eksperiment med sildefileter, der dog viste sig at være lidt mere benede end vi havde håbet på.. (Håber at du tør besøge os igen Nina). Men hyggeligt det var det.
Søndag havde vi så besøg igen efter kirke og her blev det til noget lidt mere vellykket mad, to gange Settlers, hvor jeg vandt den ene gang og hvor vi ikke taler om det andet spil :-). Efter det skulle vi lige gense "Forhandleren", som den hedder på dansk. Det var vist lang tid siden, at jeg havde set den sidst for jeg kunne da ikke huske, hverken starten eller slutningen.

Ellers har vi i den sidste tid virkelig nydt, at vi kan mærke solen mere og mere, så vores udestue er et virkelig godt sted om eftermiddagen, hvis solen altså skinner. (Det er forresten nok mest mig der går op i det).
Af andre ting som jeg går en del mere op i end konen, kan der nævnes, at vi har plantet tomatplanter, snackpeber og Rødpeber, så jeg nyder at se dem vokse frem og glæder mig til forhåbentligt, at nyde frugterne engang til sommer. (Helle griner lidt af mig, hver gang jeg kommenterer, at der er skudt en plante mere op eller lignende, men sådan er vi jo forskellige som mennesker).

Babyen vokser stadig inde i maven og vi glæder os virkelig til, at blive forældre, hvilket formentlig bliver engang sidst i maj eller i starten af Juni. Den har allerede fået sine helt egne ideer om, hvornår den skal være aktiv, hvilket hænger meget tæt sammen med de tidspunkter, hvor Helle gerne vil slappe af, for så er der jo god ro til en ordentlig omgang træning.
Hvad angår barnets køn, så er vi meget spændt på hvad det bliver, da vi har ønsket ikke at vide det før barnet kommer til verdenen, så derfor hedder den lille indtil videre Blyp, hvilket stammer fra et gammelt DR børneprogram der vist nok hed: Far, Mor og Blyp.
Der var desuden en børnesang der lød sådan her:

Her er det, jeg kan komme frem til:
Dig og mig, åh åh åh mig og dig
Dig og mig til verdens ende
Noget gror og maven bliver så stor
For nu skal vi være far og mor

Blyppelyppelyppelyp lyder det derinde fra
Blyppelyppelyppelyp nu skal vi være mor og far

mandag, marts 05, 2007

Nyt udseende.

Når vi nu ikke selv uden videre kan skifte udseende, så kan vi i det mindste gøre det på vores hjemmeside. Så det har vi hermed valgt at gøre. Vi håber at folkene ude i det ganske danske land, (Som dronning Magrethe ville have sagt det), vil kunne leve med det.
Helle minder mig ved denne lejlighed om, at vi ikke skal diskriminere dem fra udlandet, så vi håber at i også kan lide det..

Desuden har andersdrengen fået nyt grafikkort, da det gamle var begyndt at larme som om hele computeren ville falde fra hinanden. (måske lidt overdrevet). Men nu nyder jeg, at vi igen har en næsten lydløs computer. Det er virkelig dejligt, da det ikke er så fedt med en traktor i lejligheden.
Dog har jeg efterfølgende fået problemer med at computeren genstarter, hver gang jeg forsøger at starte Half Life 2. Resten virker heldigvis til UG, så jeg er glad..

søndag, marts 04, 2007

Hedeland

I dag var Helle og jeg ude og gå en dejlig tur i Hedeland, da vi længe havde snakket om at vi ville derud. Da igen af os havde været der før medbragte vi vores krakkort i tilfælde af, at det skulle være svært at finde derud. (Tjaa. Man kunne jo aldrig vide).
Men det viste sig nu at være unødvendigt, da det var ret let at finde.
Kort efter at vi kom derud kiggede solen frem bag skyerne, så det var virkelig smukt derude, selvom det ikke var alle steder der var lige farbare, da en af vejene mere lignede en aflang sø, men smukt det var det.

Desuden fandt vi også en lille vandhvirvel i en af søerne, hvilket så meget godt ud.


torsdag, marts 01, 2007

Et dejligt besøg

I går var vi i Hvidovre og besøge Nina og her blev der budt på den lækreste mad vi har fået i meget lang tid. (Tak Nina for super lækker mad).
Udover det blev der også tid til masser af hyggesnak og et par kopper kaffe, som Andersdrengen jo sætter så meget pris på.
Det var dejligt at kunne bruge nogle timer hos en god ven.